Yrd befandt sig på vognen sammen med sminkøren, der havde en stor kasse med Zagors sminkesager stående ved siden af sig. Hun hørte et hvin, drejede sig på bænken og blev forbavset, da hun fik øje på heksen, der kom trækkende med et væsen, som kunne minde om en gris, men halvdelen af grisens hoved lignede mere et hundehoved, ligesom dens ben.
»Hold så kæft og spring op på vognen,« snerrede Saia til dyret, der strittede imod i halsbåndet, så det lyserøde skind strammedes op i store folder omkring dens hals, mens Saia af alle kræfter hev og sled i snoren.
»Så lad dog kræet løbe efter vognen i snoren!« råbte Zagor, der var siddet til hest ligesom Slangefjæs og Stenkæbe.
Dyret løftede pludselig hovedet og snøftede efter en lugt oppe på vognen, og pludselig satte det af i et overraskende, drabeligt spring og landede på vognens lad, hvor sminkøren og Yrd måtte trække fødderne til sig, da det kurede forbi dem og ramlede ind i fjælen med et brag, så dets lyserøde skind blævrede.
Saia fulgte hurtigt efter. »Det er min svinehund,« sagde hun og tog plads overfor dem, mens hun rettede på sin hætte.
»Så er det afgang!« råbte Zagor, og vognen satte sig i bevægelse med en stalddreng på bukken.
Svinehunden var kommet på benene og satte sig foran Yrd. Den stirrede på hende, mens den snøftede og gryntede. Sminkøren viftede med sin slanke hånd og drejede hovedet til side for at undgå lugten af gris. Solen faldt i hans blonde krøllede hår og fik det til at stråle som en glorie, og de lave, gyldne morgenstråler trak skyggerne lange, mens hestene pustede hvide skyer ud i den kølige luft, og deres hove klaprede over broens planker fulgt af den skramlende vogn.
Yrd tænkte på Raven, han kunne ikke være nået ret langt. Hun skævede til sminkøren, der skjulte sin næse og mund bag sin rosenduftende hånd. Hans jakke var lyserød i dag, og hun kunne se fine sammenrynkede flæser stikke ud af ærmegabene. Yrd så på heksen der sad overfor dem. Hun havde trukket hætten længere frem, og det var kun hendes grimme næse med knækket og den hårede vorte, som stak frem. Hendes klæder var mørkeblå med mønster i sort og sølv. Yrds hjerte holdt næsten op med at slå, da hun opdagede, at kluden, som heksen holdt i sin hånd, var Ravens trøje.
Nu løftede Saia hovedet og smilede til hende, men det var langt fra et venligt smil. Yrd undrede sig over, hvordan hun kunne udstråle så megen ondskab bag et smil. Hun sænkede sit blik og opdagede, at noget bevægede sig dybt nede i heksens lommer, som var skjult i tøjets folder. Yrd så igen på hende. Saia havde fulgt hendes bliks retning, og nu løftede hun hovedet og stirrede tilbage på hende, mens hun langsomt stak sin ene hånd ned i lommen og rodede rundt dernede. Pludselig trak hun hånden op og holdt en sort slange op foran Yrds ansigt, mens hun hvæsede:
»Er du bange for slanger?«