Færdig med Uffe, socialrealisme
Tyverialarmens sladrende hyl flår i ham og blotlægger nerverne. Desperat stikker han hænderne igennem butiksrudens flåede mund, hvor de syleskarpe glastænder bider i jakken og efterlader røde mærker langt ind i hans hud og krop. Hænderne griber hurtigt de kostbare ure, mens han bander lavt hen for sig. Bagefter et hurtigt blik op og ned ad den nu regnpiskede, tomme gade. Og så er det bare væk. Lynhurtigt snurrer han rundt og skal til at stikke af, da gadedøren ved siden af butikken med ure pludselig bliver revet op. Han får et glimt af småkrøllet strittende hår og blød velourbadekåbe og mister så ellers balancen og roder rundt på fortovet med den forbandede tingest, som begynder at hyle op værre end tyverialarmen og klamre sig til ham.
»Slip mig for fanden, din gamle kælling!« hvæser han.
Men i stedet for at slippe klynger hun sig til hans tøj og råber skingert: »Politi! Hjælp! Hjælp!«
Hun hyler i én uendelighed, er ikke til at holde ud. Han skal væk, inden de kommer, bliver nødt til at fjerne kællingen. Han hamrer sin næve ned i munden på hende. Én gang til, føler noget gå i stykker. Et gisp, nogle halvkvalte lyde og han er fri, når at rette sig op, men så har øjnene indfanget ham, borer sig smertende ind i sjælen på ham, og det blå, roterende blink og skrigene giver kvalme. Han vender sig rundt og begynder at løbe. Regnen pisker omkring ham, og tordenen suger for et øjeblik alle lyde til sig.
Forside John Ovesen