Raven befandt sig oppe på borgtårnet, han stod vaklende mellem skydeskårene i det begsorte mørke og hørte brølet fra de angribende dæmoner. Han mærkede de sviende slag, hver gang deres sorte laser ramte ham, piskede ham, og det føltes, som om de gled igennem hans hoved,hans krop og arme. Var det egentlig nødvendigt at løfte krukken op? Kunne han ikke bare sige de magiske ord? Men lige nu kunne han ikke huske ordene; smerten, hver gang dæmonerne ramte ham, sammen med den isnende kulde, var lige nu alt, hvad der var plads til i hans hoved, og så skreg han, da han mistede balancen …
Heksen Saias voldsomme død har skabt et sort hul og dermed adgang for dæmoner. Mørket lægger sig som en kappe over jorden – et perfekt råderum for de iskolde lasede skikkelser, der pludselig dukker op, og de er frygtindgydende, ligner mest af alt fugleflokke fra helvede.
Raven og Yrd får nok at se til, da fjendskab, had og misundelse breder sig, for problemet er ikke kun dæmonerne, det er også dem selv
Rasmus Jensen har lavet omslag til Mørkets Dæmon