Landet ved verdens ende
Han tænkte ikke så meget, begyndte straks at klatre op ad den ujævne klippe, han var landet på. Han koncentrerede sig kun om at klatre, men efter et stykke tid kom tankerne, og han var nødt til at se i øjnene, hvad der var sket og hvor, han befandt sig lige nu.
Han standsede og så op ad bjerget, han var landet på. Det var et mærkeligt bjerg, sort og blankt. Et hvidt lys, ligesom månelys, fik den sorte klippe omkring ham til at skinne, men hvor kom lyset fra? Han drejede hovedet og kastede forsigtigt et blik rundt, men der var ingen måne. Han løftede sin arm og så ned under den, men det skulle han aldrig have gjort, for et ufatteligt dyb gabte imod ham, og blanke glimt fra skarpe takkede klippespidser fangede hans blik hele vejen ned. Det gik op for ham, at han var i knibe for alvor. Lige nu følte han sig meget lille og meget sårbar.
Han lagde hovedet tilbage, så op og forventede at få dæmonerne at se og udgangen af det sorte hul, men der var kun de samme skarpe, takkede klipper og tinder over ham, lige så langt øjet rakte. Overalt var der sorte, forrevne, blanke bjerge, der så ud, som om de var belagt med is. Var de glatte? Han slap med venstre hånd og lod fingerspidserne glide over klippen. Det var is, og nu blev heden i hans krop hurtigt erstattet med kulde, ikke kun almindelig kulde, også frygtens kulde, der fik hans hud til at trække sig sammen.
Forside Rasmus Jensen