Tyverialarmens sladrende hyl flår i ham og blotlægger nerverne. Desperat stikker han hænderne igennem butiksrudens flåede mund, hvor de syleskarpe glastænder bider i jakken og efterlader røde mærker langt ind i hans hud og krop. Hænderne griber hurtigt de kostbare ure, mens han bander lavt hen for sig. Bagefter et hurtigt blik op og ned ad den nu regnpiskede, tomme gade. Og så er det bare væk. Lynhurtigt snurrer han rundt og skal til at stikke af, da gadedøren ved siden af butikken med ure pludselig bliver revet op. Han får et glimt af småkrøllet strittende hår og blød velourbadekåbe og mister så ellers balancen og roder rundt på fortovet med den forbandede tingest, som begynder at hyle op værre end tyverialarmen og klamre sig til ham.
»Slip mig for fanden, din gamle kælling!« hvæser han.
Men i stedet for at slippe klynger hun sig til hans tøj og råber skingert: »Politi! Hjælp! Hjælp!«
Hun hyler i én uendelighed, er ikke til at holde ud. Han skal væk, inden de kommer, bliver nødt til at fjerne kællingen. Han hamrer sin næve ned i munden på hende. Én gang til, føler noget gå i stykker. Et gisp, nogle halvkvalte lyde og han er fri, når at rette sig op, men så har øjnene indfanget ham, borer sig smertende ind i sjælen på ham, og det blå, roterende blink og skrigene giver kvalme. Han vender sig rundt og begynder at løbe. Regnen pisker omkring ham, og tordenen suger for et øjeblik alle lyde til sig. Han hører ikke deres stemmer, mærker ikke, de har fat i ham, før han ikke kan røre sig. Han drukner nu, kæmper rundt i stikkende, buldrende vand, slår og sparker for at komme op til overfladen igen. Ingenting er, som det skal være. Alting har altid været forkert. Hvorfor har du aldrig været der, når jeg har haft brug for dig, far? Når mor ikke kan hjælpe. De kalder dig mafiabossen i skolen. Jeg er nødt til at slå dem og hade dem, osse når de er efter Allan, for han er jo som mor og kan ikke klare sig. Jeg har prøvet i stedet for dig, for du har aldrig været her. Men hvad skal jeg gøre, når jeg er ked af det? Når det koger op i mig? Du har aldrig grædt. Vi to har aldrig grædt, det er kun mor og Allan, men de er jo osse så usikre, har du selv sagt, og kan ingenting selv. De eksisterer slet ikke, har du opdaget det? Jeg har prøvet, far, prøvet som dig – at være dig, men alt sammen er bare had og had igen, og jeg kan ikke fungere, ikke gøre noget rigtigt, og nu er du væk igen. Jeg har set dig græde. Det hele er forkert, og noget er gået i stykker, for alting bliver så vådt, og jeg kan ikke røre mig.
Pludselig bliver der stille, da bildørene smækker. Han kan ikke få sine arme fri fra ryggen. Han sidder i klemme mellem to betjente, ser instrumentbrættets svage lys, hører lyden af ambulancen, men de har jo hentet hans mor i eftermiddags. Regnen slår pludselig med voldsom kraft mod bilen. Døren bliver revet op, og en betjent springer hurtigt ind bag rattet. Han kaster et blik tilbage og spørger:
»Hvordan går det?«