Uddrag, Ild & vand 1

Uddrag fra Ild & vand 1

Onam bliver anvist en plads ved siden af bålet så han er oplyst. Han står og venter. Lidt efter bliver fangen ført hen til det andet bål og stillet sådan at også han er belyst af flammerne. Rebet bliver fjernet fra hans hals og håndled som han gnider for at få blodomløbet i gang igen. Der er knap hundrede skridt imellem dem, en god afstand til at kunne ramme målet, men gjort vanskeligt af bålenes flakkende lys.
Fangen er af samme højde som Aledas folk og ældre end ham selv, skindklædt med posede bukser og sort, halvlangt glat hår. En kriger med et barsk udseende har han foran sig. Stolt og hånligt ser han ned mod Onam mens han bliver bevogtet af fire krigere.
Onam møder det overlegne blik. Han skal nok ikke tøve for længe med at afskyde sin pil, for det vil være sandsynligt at han ikke kan klare den anden i en kamp på kniv. Han lukker af for alle sine urolige tanker, udelukker sproget, mærker den våde, kolde jord under sine bare fødder, mærker et svagt vindpust i ansigtet og kender duftene af våde klipper og jord, af natten, og han står der nu som en del af himlen over sig, af jorden, flammerne og alt hvad der vokser. Han føler mørket i sin krop, hjertet der slår i hans bryst og blodet.
Og pludselig sanser han så tydeligt sin modstanders frustration. Han er kriger og vant til at kæmpe. Har de lovet ham friheden hvis han sejrer? Hans modstanders blik er på forhånd sejrssikkert, da han ser at det kun er en dreng han skal kæmpe imod. Men Onam lader sig ikke påvirke, han tolker ham uden nogen form for følelser nu. Krigeren deroppe er blevet ham et mål og intet andet, og selv om han forstår hans mimik og fagter, der skal fortælle at han ikke har lyst til at kæmpe mod et spædbarn, rører det ham ikke. Han har lagt sin taktik og tvivler ikke på sig selv.
Fangen får et stød af et spydskaft og får besked på at forholde sig rolig. Terate samler en brændende gren op fra bålet og går frem så han står midtvejs mellem de to modstandere. Han løfter den brændende gren, træder ud til siden, og når han lader den falde må de trække pilen af koggeret og skyde.
Onam mærker sin bues fine balance. Der er blevet dødstille omkring dem, kun bålenes knitren og flammernes syden høres. Terate slipper uden varsel den brændende gren der falder mod jorden mens gnisterne flyver …

Da hun går med sin mor ind i tricliniet, føler hun det, som om hun ikke har tøj på. Alle ser på hende, og hun mærker varmen i kinderne. Salinia følger hende hen til Onam, og hun opdager, at pladsen ved siden af ham er tom. Han rejser sig.
Vil hendes forældre virkelig have, at hun skal sidde ved siden af ham, som om de allerede var ægtefolk? Hun har lyst til at vende sig og løbe ud. Salinia standser og venter på, at hun skal sætte sig, bagefter fortsætter hun om på den anden side af bordet hvor hun selv lægger sig til rette ved siden af Matharo, mens Helia tungt dumper ned på det polstrede sæde. Det hele forekommer hende som en ond drøm. Gid hun snart vågnede.
Hun hører Onam komme med rosende bemærkninger til Matharo om hende selv og Salinia, og hun rører sig ikke, heller ikke da Matharo løfter bægeret og udbringer en skål. Det kan ikke fortsætte sådan. Hun opfører sig barnligt, ligesom Lavia, men hun har ikke forstand på det, og hun har aldrig interesseret sig for selskaber.
Hun mærker Onams blik, og forsigtigt drejer hun hovedet og ser på ham. Et smil spiller om hans læber, hånligt eller drillende? Er det sådan, han regnede med, at hun ville reagere? Ja! Selvfølgelig. Hun trækker vejret dybt og læner sig ind mod ham. Hun vil lege med, så ingen aner uråd.
– Når vi er blevet gift, vil jeg have mange sønner, hvisker hun, så kun han kan høre det.
Hun vidste ikke, hvilken reaktion hendes ord ville have, men i hvert fald ikke det mørke, modbydelige udtryk han får i øjnene lige nu. Det giver hende en isnende følelse helt ned i maven.
Han siger ikke noget. Har hun på en eller anden måde såret ham uden at vide det? Hun ser ned og får øje på et langt takket ar på hans højre lår. Impulsivt lægger hun sine fingre mod det og mærker, at det giver et ryk i hans ben.
– Hvem har givet dig det ar? spørger hun.
Han ser ned på hendes hånd og flytter bagefter langsomt sit blik og ser hende i øjnene. Hans hud er varm. Hun tager hånden til sig og fastholder hans blik. Er det mon rigtigt som Nonea sagde, at han er offer for mørke magters spil? Er det rigtigt, at han vil dø, hvis smykket bliver taget af ham? Hun flytter blikket og kan se et stykke af guldkæden, der forsvinder under hans kofte.
– Må jeg se dit halssmykke?
– Nej, hvæser han, – er du altid så nysgerrig?
– Det her er kun starten. Hvorfor vil du giftes med mig?
Frækt lader han sit blik glide ned over hendes krop, og hun mærker, at hun rødmer. Men han skal ikke få hende ned med nakken.

Bøger for unge og voksne