… Tavs svinger hun op sig op på hesteryggen og rider hen til Tanato, der undersøgende lader sit blik glide over hendes nye udseende. Han nikker tilfreds og vender sin hest. Helia følger efter ham. Træne sværdkamp? Hun er så bange, at hendes hænder sitrer.
Tanato standser et sted, hvor der er langt nok imellem træerne til, at hestene kan bevæge sig. Han rider hen til et træ, bøjer sig og samler et par skjolde og sværd op.
Han rækker hende først sværdet, som er en attrap lavet af træ med greb, parérstang og en rimelig flad klinge. Bagefter rækker han hende skjoldet, der er rundt og dækket med tørret oksehud. Hun vil også have fat i hestens tøjle, men må opgive det.
Tanato gør uventet et udfald og rammer hende med et hårdt klask på overarmen med sit træsværd. Hun åbner munden for at protestere, men han giver hende i det samme et stød i siden under ribbenene, så hun i stedet gisper efter vejret. Små pletter danser for øjnene. Her er ingen nåde. Desperat bruger hun benene og sin vægt og får Atta til at vige tilbage. Hun giver den et spark, så den vender sig sådan, at hun får skjoldet imellem sig og Tanato. Rasende hugger hun ud efter ham uden at tænke på, hvor ondt det ville gøre, hvis hun ramte, men Tanato afbøder hugget med sit sværd, så slaget ryster igennem hendes arm, og hun er nær ved at tabe sit våben.
Det bliver ikke kun en dyst med sværd, for det kommer til at kræve alt, hvad hun har af kunnen også at skulle tumle hesten, og hun er tvunget til hurtigt at lære at håndtere både tøjle og skjold. Hun får slag og stød af Tanatos træsværd, og havde det været rigtigt våben, ville hun efter kun kort tid have mistet både arme og ben og være blevet snittet i stumper og stykker. Til sidst får hun standset hesten, da hun mærker den stumpe ende af Tanatos sværd i hulningen på sin hals, hvor nøglebenene mødes. Tanatos øjne er smalle og udtryksløse, stirrer ind i hendes uden at blinke, og hun er så rasende over sin egen svaghed, at hendes strube snører sig sammen. Hun hiver efter vejret, mærker varme dråber langsomt glide ned over sin hud og forsvinde under tøjet fra det sted på halsen, hvor den stumpe spids på Tanatos sværd berører hende.
Tanato flytter sværdet fra hendes hals, peger på sin pande og bagefter på hende og siger nogle ord.
Hun skal tænke og ikke miste besindelsen. Det kan han sagtens sige, for hun er ikke vant til at kæmpe. Det her er umuligt. Vil han gå løs på hende, indtil hun falder af hesten af udmattelse og smerte? Hun husker da Tiki og hun øvede sig med sværd, husker knebene, som soldaterne for sjov lavede under deres træning. Hun er ved at få vejret igen.
Tanato vender sin hest og udfordrer hende igen. Hun parerer flere af hans angreb, men modtager alligevel flere af hans slag og stød, men han får ikke den glæde hverken at høre eller se hende græde af smerte og udmattelse – og det her har intet at gøre med træning; det er ren og skær udfordring, fordi hun nu skal regnes som kvindekriger. Hun er udmattet og gisper efter vejret. Tanato leger med hende og forudser alle hendes undvigelser.