»Det var en sand fryd, da jeg skød dig i røven med Kæbes armbrøst,« raspede Slangefjæs’ stemme. »Der er længe imellem, jeg får lejlighed til at skyde et barn i røven.«
Jasper sad sammenkrøbet og tavs ved siden af Stenkæbe og forsøgte at undgå enhver øjenkontakt med Slangefjæs.
»Må jeg se, hvor jeg ramte dig?« Slangefjæs udstødte en latter, der lød, som om han ikke kunne få vejret. »Der må da være et blåt mærke, hvor jeg ramte, ikke?«
Jasper svarede ikke, men der var et blåt mærke, og hvis Slangefjæs så det, ville han for alvor fryde sig.
»Hvad siger du, Kæbe? Skal vi ikke trække bukserne af ham og se efter?«
Jasper følte sig mere og mere utryg sammen med de to mænd. Lige nu huskede han også alt for tydeligt, da Stenkæbe gav hans far et knytnæveslag, så han gik ud som et lys og ikke var til at vække i flere dage. Og lige nu sad han ved siden af denne kæmpestore mand og søgte beskyttelse.
»Hvad i helvedeshullet skal vi ellers lave så længe?« raspede Slangefjæs’ stemme videre.
Jasper stirrede ud i mørket og kunne mærke, hvordan hans muskler i nakken strammede til. Han så ud ad øjenkrogen, at Slangefjæs lænede sig frem og stirrede på ham med sine blege øjne.
»Helt ærligt, så havde jeg glædet mig til at se sumpålen gøre kål på dig,« raspede Slangefjæs’ stemme lavt. »Du var vel så bange, at du pissede i bukserne, hva’?«
Men Jasper lod som ingenting, han svarede ikke, og han så ikke på ham. Lige nu var det svært at finde ud af, hvad der afskrækkede ham mest – Slangefjæs eller dæmonerne, der en gang imellem susede forbi dem langs med vejen. Mørket virkede som tyk tjære omkring dem, og ilden i faklerne forekom så frygteligt sart. Han kunne høre Stenkæbes tunge åndedrag og faklernes syden.
Så lød Slangefjæs’ gispende latter igen. »Kom nu, Kæbe. Lad os få lidt morskab. Bare lige ned med bukserne og lyse på bagdelen, så jeg kan se det blå mærke.«
Stenkæbes vejrtrækning blev tungere. Til sidst trak han vejret ind, drejede hovedet og så på Slangefjæs.

»Jeg har siddet og tænkt,« brummede han samtidig med, at han pustede ud.

Igen lød Slangefjæs’ gispende latter. »Kan du tænke?«
»Hvis du ikke lukker for skraldet, så har jeg besluttet mig for at give dig et dunk i hovedet med min knyttede næve.«
Jasper mærkede, at hans hænder var begyndt at sitre af nervøsitet. Situationen var aldeles uholdbar. Der kunne ske hvad som helst, når som helst.
Slangefjæs’ irriterende latter standsede. Tavsheden imellem dem blev tung og trykkende. Så hørte de en svag susen nærme sig, og lidt efter fløj endnu en dæmon forbi dem med retning imod borgen. De kunne mærke dæmonens iskolde pust helt ud i marken, hvor de sad.
»Det var nummer fem,« brummede Stenkæbe nærmest for sig selv.
Jaspers sitren i hænderne bredte sig, så han til sidst rystede over hele kroppen. Der gik en evighed. »Skal vi ikke gå op på borgen?« spurgte han med kulderystende stemme.
»Nåeh, vil pattebarnet op til alle dæmonerne?« snerrede Slangefjæs lavt.
Der lød en bevægelse fra Stenkæbe, og Slangefjæs smed sig tilbage, faklen landede i græsset og udsendte et brus af gnister, og kun med nød og næppe undgik Slangefjæs Stenkæbes knyttede næve.
Slangefjæs rullede ud i mørket, og de kunne høre lyden af det blanke stål, da han trak sværdet op af skeden. Jasper havde kvalme af skræk. Pludselig rev Stenkæbe faklen ud af hans hånd og smed den ud i mørket efterfulgt af hans egen fakkel. Derefter mærkede Jasper Stenkæbes store næve gribe sig i armen, trække ham på benene og slæbe ham et stykke ud i mørket.
De stod stille og lyttede efter Slangefjæs. Jasper forsøgte at få sine tænder til at lade være med at klapre.
»Hvor er I?« lød Slangefjæs’ stemme pludselig bag dem.
Stenkæbe snurrede rundt, så de fik front mod stemmen, men han forholdt sig tavs. Faklerne lå spredt i mørket og brændte kun svagt, måske ville ilden blive kvalt i græsset; så ville de ikke kunne se en hånd for sig. De stod helt stille og lyttede igen. Jasper mærkede koldsved i nakken. Ikke en lyd. Hvor var Slangefjæs?
En pludselig bevægelse i mørket fik Stenkæbe til at give Jasper et skub, så han landede næsegrus i græsset. Pludselig mærkede han famlende hænder over sig, og derefter blev han brutalt grebet i begge arme og slæbt hen mod en af faklerne, mens han vred sig for at slippe fri.
»Du står stille, Kæbe!« hørte han Slangefjæs snerre og mærkede noget hårdt og spidst imod sin mave.
Slangefjæs lænede sig til side, greb en fakkel og løftede den. »Jeg har pattebarnet, og hvis I ikke gør, som jeg siger, så vil han få et kys af mit sværd, et rødt kys.«
Slangefjæs holdt faklen op, og Stenkæbe så ham ligge på knæ med sværdspidsen mod Jaspers mave, og han hørte drengen klynke af rædsel. »Hvad vil du, Fjæs?« brummede han.
»Jeg vil se hans bare røv,« snerrede Slangefjæs og rejste sig med faklen i den ene hånd og sværdet i den anden. »Op med dig!« Han prikkede til Jasper med sværdspidsen.
Jasper skævede til Stenkæbe, men den store mand kunne ikke hjælpe ham nu. Med stive muskler af skræk kom han på benene.
»Ned med bukserne!« befalede Slangefjæs.