»Hug hans hoved af!« befalede Jamuga.
Ordren blev prompte udført, og Jamuga gav sin vallak hælene og red hujende rundt med Ne’üdeis hoved bumpende efter sig, mens hans krop med sitren i arme og ben blev liggende tilbage, blodet nåede kun et par kraftige sprøjt, inden frosten gjorde det tykt.
»Hvad sker her?« råbte Targutai efter Jürchedei og Quyildar, der var på vej tilbage, for at give ordre til opbrud.
»Fjenden har søgt tilflugt i Jerene-passet,« råbte Jürchedei over skulderen til ham, »og Jamuga er blevet uberegnelig. Vi forlader ham!«
Targutai frøs og var udmattet efter den ubehagelige køretur på vognen, desuden var han sulten. Han så irriteret på Jamuga, der kom tilbage efter en runde med Ne’üdeis hoved slæbende efter hesten igennem sneen.
»Hvor mange kogekar er der?« råbte Jamuga uden at ænse Targutai.
Mændene gik i gang med at tælle.
»Tooghalvfjerds,« blev der råbt.
Jamuga standsede foran de tre fyrstesønner, der så rædselsslagne på ham. »Da I kalder jer chinos, vil jeg behandle jer som sådanne. Ulve koger og spiser vi, og sådan en behandling vil jeres sjæle ikke overleve. I er færdige!« skreg han så vildt, at spytdråber, allerede frosne, ramte dem som små hagl. Han vendte sig med et afsindigt udtryk i øjnene mod sine mænd. »Tag tøjet af dem, partér dem og fordel stykkerne i kogekarrene!«
»Hvem har han hugget hovedet af? Kan I ikke tale ham til fornuft?« råbte Targutai efter andre fyrster, der nu også var på vej væk. Men der blev rystet på hovedet.
»Jamuga er ikke elsket af Himlen!« råbte Tüge over skulderen.
Targutai så med åben mund efter Jamuga, der lod hesten trave væk, stadigvæk med Ne’üdeis hoved slæbende efter sig, og nu begyndte de tre fyrstesønner af chinos at skrige af rædsel. Skrigene gav genlyd mellem klipperne. Targutai vendte vognen med en gysen, mens han tænkte, at Jamuga måtte være blevet vanvittig.
Jamuga hørte også skrigene. Det forekom ham, som om han havde oplevet det en gang før. Og pludselig, i skarpe erindringsbilleder kom alt til ham igen: dørtæppet, der blev flået til side, fordrejede ansigter i fakkelskæret, lyde af sværdhug, sine søskendes gråd, skrig, derefter lugten af blod, brændt hår og en frygt, der fik ham til at kaste op. Pludselig stilhed, men kun indtil Chaqin fandt ham, løftede ham op og lagde det kolde, skarpe knivsblad mod hans hals, blod. Så befandt han sig udenfor, så hesten i trav slæbe en bylt efter sig, hans far, sværdet der faldt i et glimtende hug, kunne ikke forstå det, begyndte at skrige … hørte latter … og han skreg … de grinede … de fik ham til at spise … og lige nu … hans fars afhuggede hoved … kunne se det nu … i sneen bag hesten.
Med begyndende panik sad han af og løb tilbage, og mens han prøvede at kvæle sine følelser af rædsel, bøjede han sig og stirrede, tvang sig til at børste sneen væk. Han stirrede, kunne ikke kende … Han rettede sig op og så sig undrende omkring. Hvor var han? Han kunne ikke forstå … jo, nu … kæmpet mod sin anda ved Dalan Baljud … Ne’üdeis hoved … ikke fars … skulle have kontrol over sig selv … Kvalmen skyllede eksplosivt op i ham, og surt maveindhold sprøjtede ud i en voldsom skylle.
Bagefter kom han med tunge bevægelser op i sadlen. Han så sig rundt. Jo, han befandt sig ved Jerene-passet, hans anda havde søgt tilflugt … Temujin … hans anda … hans grønne øjne, lyden af hans stemme, smil …
Koldt svedende og bleg red han tilbage til sine mænd, mærkede duften af kogt kød, fik øje på kogekarrene og huskede. Ayi, tænkte han og så sig spørgende rundt. »Hvor er fyrsterne?« råbte han og havde besvær med at få styr på sine forvirrede tanker.
»De har forladt dig. De er redet bort,« svarede en mand.
Forladt ham? Redet bort? Jamuga gloede på ham. Manden ville tage hans hest, der stønnede af udmattelse, men han lagde benene til den og tvang den frem. Han red frem til passet og så op mod snævringen.
»Temujin!« råbte han.
»Temujin!«
Råbet gav ekko. Han tog hænderne op til munden som en tragt. Hans skæg var iset af hans frosne ånde.
»Du er min anda!«
Han var helt alene, kunne ikke få øje på en bevægelse oppe i passet. Tårerne frøs på hans kinder.
»Til døden!« skreg han.
Han red frem og var fuldt synlig og sårbar.
»Vi har svoret en ed sammen!« råbte han så.
Han ventede på et svar.
»Tre gange!«
Hvorfor kunne de ikke fortsat være sammen? Fordi han hadede ham, han hadede …
»Temujin?« brølede han.