Uddrag Vildskud

Share

VILDSKUD Uddrag
Hun løb lydløst på bare fødder gennem byens mørke mens Ketils skrig blev svagere. Tankerne var ét kaos, følelserne i hendes bryst var ved at kvæle hende. Ikke tænke, fjenden kom; Et par kom gående på det samme fortov som hun. Lynhurtigt sprang hun ind mellem to parkerede biler og krøb sammen med hamrende hjerte. Ingen skulle se hende, det gjaldt hendes liv. Sladderen ville løbe: Vi så Tim Falks datter med ansigtet slået i stykker og blod og sperm  i striber ned ad benene. Hun kunne se blodet og det andet som blank æggehvide i lyset fra gadelygten. Hun mærkede en hudløs fornemmelse i underlivet. Hendes vejrtrækning var hulkende. Fodsålerne smertede af kulde. Hun begyndte at ryste, hele hendes krop var pludselig ude af kontrol, ubehageligt. Parret var ud for hendes skjulested nu. Hun var nødt til at standse lyden fra sine hakkende tænder med hænderne, bed i sine knoer.
»Gad vide hvem det var der skreg så uhyggelig?« hørte hun kvinden sige idet de passerede uden at se hende. Hun genkendte stemmen, Elsa fra apoteket, med højhælede sko der knaldede mod fortovsfliserne.
»Det er nok nogle af skovhuggerne. De holder sig ikke tilbage når det gælder øl og øretæver og …«
Hun dukkede sig yderligere og samlede med rystende hænder laserne af sin kjole omkring sig. Hendes ansigt var ømt, føltes hævet og stramt flere steder. Hun kunne mærke at underlæben var flækket og blødte, varme dryp …
Stemmerne forsvandt sammen med parret ned ad gaden. En  bil kørte forbi. Bagefter kom hun ud fra sit skjul og satte i løb på svage ben. Men musklerne blev snart varme. Hun flygtede, brugte sine kræfter og standsede først da hun nåede Savværksvej og kunne komme væk fra hovedgaden.
Hun var blevet tævet. Hun var blevet ydmyget.
Han havde taget hende med vold, tvunget sig ind i hende uden den mindste respekt for hende som person. Han havde været døv for hendes råb, ufølsom og ligeglad, gjorde som han ville med hende som om hun var en værdiløs ting.
Snottet løb, smag af jern i munden. Ketils blod.
Hun var nødt til at kaste op.
Kunne hun nogensinde blive hel igen?
Hun var indianer, Luca havde døbt hende Skovens Skygge. Hun så lys fra billygter bag sig og smuttede hurtigt ind i en mørk indkørsel, pressede sig tæt ind mod tujahækken der duftende tog imod hende, skjulte hendes skælvende krop. Hun ventede til bilen var kørt forbi. Det var Janssons hvide Volvo. Lidt længere fremme lyste stoplygterne, så drejede bilen til højre og forsvandt op i Janssons indkørsel. Hun blev stående og hørte bildøre smække i stilheden. Så løb hun ud på vejen som Skovens Skygge og ignorerede smerterne i sin forslåede krop. Midtvejs ophørte gadelygterne. Hendes øjne havde vænnet sig til mørket. Asfalten var smertende hård under hendes bare fødder. Hun hørte et dyr bag sig, så sig tilbage og standsede. Hjertet hamrede hårdt og hurtigt. Imod hende kom … Lucas ulv? Lysegrå.
Mit åndedyr. Den gør ikke noget, holder sig altid på en god afstand. Du skal ikke være bange for den.
Men nu kom den imod hende. Hun holdt vejret. Ingen fare. Den løb igennem den første lysplet fra de to sidste gadelygter på den øde vej, langbenet, stor manke, store poter. Kroppen støt, kun benene bevægede sig i trav, hurtigt imod hende i mørket. Ravgule øjne, næsten lysende under den sidste gadelygte. Hun blev opmærksom på at hun befandt sig i kanten af lyspletten. De indåndede begge luften de få meter imellem dem nu. Spidse ører, åbent gab med tungen hængende ud. Ulven var stor, udstrålede en rå kraft, hun burde være skrækslagen, men en sanselig samhørighed gav hende en nærmest lykkelig følelse. Fugten glitrede i pelsen, dens kløer og poter kunne høres for hvert skridt, forbi hende. Hun vendte sig om efter den. Den standsede, drejede hovedet og så tilbage på hende.
»Har Luca sendt dig? Ved du hvad der er sket?« tænkte hun.
Gløden i ulvens øjne forsvandt. Den rystede fugten af pelsen,
dråberne sprang rundt som skarpe krystaller i luften under gadelygten. Derefter fortsatte den væk fra hende i trav.
Hun stod tilbage som Skovens Skygge, iskold og rystende af kulde og følelser. Hendes tænder lød som kastagnetter hun ikke kunne stoppe. Hun løb hen til deres hus, standsede og så på vinduerne hvor lyset faldt igennem gardinerne der var trukket for. Følelsen af ulven sad i hende.
Hun gik bagom huset og låste døren op med den gemte nøgle som hun lagde tilbage under den rimfyldte krukke på trappestenen. Hovedet dunkede smertefuldt da hun bøjede sig. Så åbnede hun døren og standsede i et pludseligt brag af skarpt lys. Alt blev ødelagt. Hun var tilbage i virkeligheden og blændet. Hun løftede armene, fik øje på sin mor og snurrede rundt for at komme væk. Men en fast hånd om hendes arm standsede hende og halede hende indenfor. Døren blev smækket i.
Gun-Marie rev i fingrene, sled hånden af sin arm og satte retningen mod døren igen, men hendes mor trådte ind foran hende  og spærrede.
Hendes mors ansigt, øjnene der så og derefter straks forståelsen sammen med følelser af vrede og udtryk af smerte synet.
Og Gun-Marie kunne ikke skjule sin tilstand, hun krøb rystende sammen og prøvede at samle pjalterne, der for få timer siden havde været en smuk kjole, omkring sig.
»Jeg ved hvad der er sket,« sagde Krista og kom hen og ville sætte sig på hug hos hende.
»Lad være med at røre mig!« skreg Gun-Marie hæst og sprang op. »For Guds skyld, lad være med at røre mig!«
Krista holdt hånden over munden og trak sig forfærdet tilbage.
»Far har lige ringet og fortalt mig … Han leder efter dig,« sagde hun og rakte en hånd frem.
»Lad være med at røre mig! Jeg skal i bad. Mor, vil du ikke nok…?« Gun-Marie skubbede hendes hænder væk. »Jeg er så ulækker.«
»Jeg går med dig.«
»Lad mig være, vil du ikke nok?«
»Jeg går med dig!« gentog Krista og tog hende i hånden.
Men Gun-Marie rev sig løs igen og så på hende med vilde øjne.
»Jeg er lige uden for døren. Er det i orden, så?«
Gun-Marie bøjede hovedet og gik forbi hende.
»Jeg ringer til far og siger at du er her – okay?«
Gun-Marie standsede med ryggen til hende et sekund inden hun fortsatte op ad trappen med armene knuget omkring sig.

 

Share