Uddrag fra Ild & vand 1

Onam bliver anvist en plads ved siden af bålet så han er oplyst. Han står og venter. Lidt efter bliver fangen ført hen til det andet bål og stillet sådan at også han er belyst af flammerne. Rebet bliver fjernet fra hans hals og håndled som han gnider for at få blodomløbet i gang igen. Der er knap hundrede skridt imellem dem, en god afstand til at kunne ramme målet, men gjort vanskeligt af bålenes flakkende lys.
Fangen er af samme højde som Aledas folk og ældre end ham selv, skindklædt med posede bukser og sort, halvlangt glat hår. En kriger med et barsk udseende har han foran sig. Stolt og hånligt ser han ned mod Onam mens han bliver bevogtet af fire krigere.
Onam møder det overlegne blik. Han skal nok ikke tøve for længe med at afskyde sin pil, for det vil være sandsynligt at han ikke kan klare den anden i en kamp på kniv. Han lukker af for alle sine urolige tanker, udelukker sproget, mærker den våde, kolde jord under sine bare fødder, mærker et svagt vindpust i ansigtet og kender duftene af våde klipper og jord, af natten, og han står der nu som en del af himlen over sig, af jorden, flammerne og alt hvad der vokser. Han føler mørket i sin krop, hjertet der slår i hans bryst og blodet.
Og pludselig sanser han så tydeligt sin modstanders frustration. Han er kriger og vant til at kæmpe. Har de lovet ham friheden hvis han sejrer? Hans modstanders blik er på forhånd sejrssikkert, da han ser at det kun er en dreng han skal kæmpe imod. Men Onam lader sig ikke påvirke, han tolker ham uden nogen form for følelser nu. Krigeren deroppe er blevet ham et mål og intet andet, og selv om han forstår hans mimik og fagter, der skal fortælle at han ikke har lyst til at kæmpe mod et spædbarn, rører det ham ikke. Han har lagt sin taktik og tvivler ikke på sig selv.
Fangen får et stød af et spydskaft og får besked på at forholde sig rolig. Terate samler en brændende gren op fra bålet og går frem så han står midtvejs mellem de to modstandere. Han løfter den brændende gren, træder ud til siden, og når han lader den falde må de trække pilen af koggeret og skyde.
Onam mærker sin bues fine balance. Der er blevet dødstille omkring dem, kun bålenes knitren og flammernes syden høres. Terate slipper uden varsel den brændende gren der falder mod jorden mens gnisterne flyver …