Nu kunne hun høre det: Klik klik, lød det på klinkerne. Kondensdråber gled ned ad colaflasken og dannede en pyt vand på glasbordet hvor den stod. Den smeltede mozzarella på pizzaen begyndte at se kold og stiv ud. Figurerne som John engang havde bragt med sig hjem fra Afrika, tegnede mørke skygger over det lyse parketgulv: en knæhøj elefant med løftet hoved og sammenrullet snabel. Stødtænderne var malet hvide – ikke elfenben, havde John sagt. Ved siden af elefanten stod to skulderhøje giraffer.
Der var så stille nu at hun kunne høre bruset fra colaen i glasset.
Klik klik, lød det igen nærmest forsigtigt. Hun drejede sig i sofaen og stirrede hen mod den brede buede døråbning ud til spisekøkkenet. Et eller andet mørkt kom meget langsomt til syne ved den hvide karmkant. Hun sad som paralyseret uden at vide at hun ikke længere trak vejret, hjertet hamrede, føltes som om det var kommet helt op i halsen. Nu dukkede der mere frem, noget spidst, det lignede et stort øre, og nu – et hoved? Og pludselig kikkede et lille rundt øje hen på hende. Hun stirrede fuldstændig lamslået mens en skikkelse uhyre langsomt trådte frem – den havde horn i panden. Var det ikke horn?
Jo, to små spidse horn og to store ører nedenunder der strittede ud til siderne. Var det et dyr uden pels? Et nøgent dyr? Hendes blik faldt på væsenets ene hånd der holdt om den hvide karm. Hånden havde lange fingre og klolignende negle. Hun kunne se den meget meget tydeligt mod alt det hvide, armen var lang og knoglet, men den så stærk ud. Det gik op for hende at den kvalmende hede stank kom fra den underlige fremtoning, og selv om hun både kunne se og lugte og næsten mærke det fremmede væsen, kunne hun ikke acceptere at det var virkeligt. Noget så hæsligt og levende kunne simpelthen ikke eksistere.
Men til hendes rædsel bevægede skikkelsen sig, trådte langsomt og tøvende frem mens to sorte øjne stirrede stift på hende, et ben, en fod med kløer der mindede hende om dinosaurerne i Jurassic Park. Og nu var hun ikke længere i tvivl. Den var virkelig, den var lyslevende og befandt sig i samme stue som hun. Hun skreg af rædsel og sprang op af sofaen.
Væsenet der endnu ikke havde sluppet den beskyttende karm, åbnede munden og begyndte også at skrige, men dets skrig lød som når Mona skulle piske æg og sukker til kage og skruede den gamle Kenwood køkkenmaskine op for fulde omdrejninger, indtil der kom en skinger lyd fra den. Pludselig forsvandt væsenet, men Trine kunne ikke standse sin paniske rædsel. Hun fortsatte med at skrige hysterisk mens hun løb igennem stuen, ud i spisekøkkenet, ud i entreen, op ad trappen og ind på badeværelset ovenpå hvor hun smækkede døren i, låste den og lænede sig hulkende af angst op ad den. Hun fik et glimt af sig selv i spejlet da hun vendte sig om, og fik endnu et chok. Hun var ligbleg, og hendes øjne var kæmpestore og næsten sorte. Aldrig før i sit liv havde hun været så tissetrængende som lige nu.
Da hun sad på toilettet, begyndte hendes ben at skælve af frygt. Hun svedte, og det gjorde ondt i halsen af at skrige. Hun så over mod det blomstrede badeforhæng i den opmurede brusekabine – kunne hun ikke ane en ganske svag bevægelse derinde – en mørk skygge?
Var væsenet kommet herop før hende? Hun snusede forsigtigt ind og opdagede at stanken i badeværelset var så kvælende at hun fik brækfornemmelser. Lårene klæbede til brættet der faldt ned med et smæld da hun rejste sig. Med stive bevægelser gik hun to skridt frem, greb fat i badeforhænget med den ene hånd, og samtidig med at hun trak sine joggingbukser op med den anden hånd, rev hun hurtigt badeforhænget til side.
To sorte øjne, runde og stive af skræk, stirrede tilbage på hende. Så åbnede væsenet munden, og Kenwood køkkenmaskinen startede igen. Akustikkens decibel i det lukkede badeværelse blev så høj at loven ville have krævet høreværn. Trine kunne ikke høre sine egne skrig mens hun sprang hen til døren hvor hun i panik rev og flåede i dørhåndtaget for at komme ud. I spejlet så hun den ækle skabning med horn i panden og daskende ører mens den udstødte de afsindige maskinagtige lyde.
Nøglen for pokker, for det igennem hende. Drej nøglen!
Så var hun ude og løb gispende ned ad trappen, greb telefonen og trykkede 112 med skælvende hænder.