»Vi vil angribe tatar! Vi vil hævne!«
»Ja!«
Råbene fra de mange mænd var øredøvende. Temujin ventede et øjeblik, indtil der igen var nogenlunde stille.
»Fader Himmel vil være på vores side, og vi vil sejre! Vi vil overvinde fjenden og trampe ham under hovene på vores stærke stridsheste!« råbte han stående i stigbøjlerne og gjorde derefter tegn til, at de skulle være helt stille. Han lod sin kilij glide tilbage i skeden.
»Vi vil udslette tatar, men for at få sejr – så skal vi alle sammen være som én krop! Ingen må bryde ud og blive tilbage for at plyndre!«
Han kunne se forbavselse brede sig på mændenes ansigter. Han fjernede det mest lokkende ved en kamp. Han lod vallakken skridte rundt mellem sine krigere og mødte direkte og udfordrende deres blikke.
»Når vi har overvundet tatar, når vi har udgydt deres blod, og jorden har drukket det, så er alt bytte vores!« råbte han. »Når vi har dræbt fjenden, så deler vi byttet imellem os!«
Mændene så på hinanden og begyndte at snakke og diskutere indbyrdes. Temujin vidste, at han muligvis ville møde voldsom modstand, men han sad rank i sadlen og lod dem vænne sig til tanken et øjeblik. Flere af dem som han så protestere, tav og slog øjnene ned, når han så på dem. Men de skulle ikke have for megen tid, deres protester måtte ikke blive stærke. Han lod sit blik glide over fyrsterne; de var også begyndt at snakke.
»Når vi angriber, regner tatar det for givet, at halvdelen af os vil forsvinde ud af kampen for at plyndre!« råbte han. »Men ønsker vi at være forudsigelige?« Han så, at han igen fik deres fulde opmærksomhed.
Flere rystede på hovedet og svarede benægtende, mens andre stadigvæk ikke forstod meningen. Han kunne se Altan ryste på hovedet og sige noget til Quchar.
»Vi vil ikke være forudsigelige!« råbte Temujin vredt, og hans grønne øjne gnistrede. »Vi vil ikke standse for at plyndre! Vi vil kæmpe, indtil den sidste modstander ligger på jorden. Vi vil kæmpe, indtil fjenden af skræk smider sine våben.«
De var med ham. Nu begyndte de at råbe taktfast. Han red frem og standsede midt i mængden. »Hvis fjenden får os til at vige, trækker vi os kun tilbage til det sted, hvor vi startede angrebet,« råbte han. »På det sted vender vi front imod dem og angriber med raseri som en leopard. Den mand som er fej og svigter os ved at flygte ud af kampen – han skal af med hovedet!« Han trak sin kilij for at understrege ordene. »Mine krigere skal være som én krop!
»Som én krop!« blev der råbt, men han kunne endnu se tvære miner rundt omkring.
»Hvordan kan en krop kæmpe – hvis øjnene i hovedet kun ser efter bytte og ikke efter fjenden?«
Flere nikkede.
»Hvordan kan en krop kæmpe – hvis en del af den kun ønsker at stikke af og lade sine venner i stikken?«
Nu kunne han se vrede i deres ansigter.
»Hvad gør vi ved ham, der bliver fej og vil stikke af?« råbte han.
»Han skal af med hovedet!« Fik han til svar. Nu havde han dem, hvem havde ikke været i kamp og opdaget, at dem, man troede at have som sikkerhed ved sin side, pludselig var forsvundet, enten af skræk eller for at plyndre. Temujin tvang vallakken omkring sig selv, mens han så ud over mængden. »Lad os angribe tatar!«
»Ja!«
»Lad os kæmpe som én krop!«
»Ja!«
»Den mand som svigter, han skal miste hovedet!«
»Af med hovedet!« brølede mændene og stødte taktfast deres våben op i luften.
Temujin vendte hesten og forlod dem i galop.