Targutai lænede sig tilbage og så med tilfredshed på sin fange. Temujin ville hurtigt finde ud af, at han nu var afhængig af deres godhed. Nej, rettede Targutai sig selv i tankerne, det vidste Temujin allerede, da han hørte ordet buga’u. Drengen tænkte hurtigt, han var klogere end de fleste. Hvilke tanker tumlede lige nu rundt inde i hans hoved bag de grønne øjne? Hans ansigt var neutralt, men om et par dage ville det være fortrukket af pine, og giften i hans øjne skulle nok komme ud med tårerne. At bære en buga’u var ikke noget at le af. Han havde set stærke mænd bryde sammen under den efter få dage. Temujin var ganske ung, men ville han være kriger, så skulle han også straffes som en kriger.
»Du vil komme til at fortryde din handling, Temujin,« sagde Targutai. »Du vil fortryde din selvrådighed og de ulykkelige følger, det har fået.«
»Jeg havde ikke planlagt et merkid-angreb,« sagde Temujin med et blik på Targutais nu fedtglinsende skæg. »Det skete kun sådan, da vi kom rundt om en krumning ved floden …«
»Med hvilke tanker samlede du så dine taychi’ud-søskende?« afbrød Targutai vredt.
»Vi ville kun spionere.« Temujin sank en bid kød. Tagi skyndte sig at sætte skålen med suppe til hans læber for at få ham til at tie. Han så ham drikke.
Targutai rakte sin tomme skål til en af kvinderne uden at slippe Temujin med øjnene. »Men det kom til kamp.«
Temujin nikkede mens det gnistrede i hans grønne øjne.
»Du vil komme til at fortryde …«
»Jeg hadede Chiledü!« udbrød Temujin. »Jeg hadede ham så meget, at jeg altid havde ondt i maven, så meget, at det føltes, som om mit hoved ikke kunne rumme de stærke følelser.«
Targutai tog imod skålen, der var blevet fyldt op igen. »Jeg tog dig til mig som en søn, men du viste mig ikke respekt.« Han kvalte det forurettede i sin stemme. Han havde virkelig ønsket Temujin som sin søn, han ønskede at få den respekt af ham, som en søn viser sin far. Han ønskede, at have ham under sin kontrol som en smuk jagtfugl, der var værd at vise frem, eller som en hurtig og stærk hest, der ville vække beundring.
»Jeg glemte alt, da de kom over floden i trav, og jeg fik øje på Chiledü. Jeg spændte min bue så hårdt, at strengen borede sig dybt ind i min tommelfinger. Jeg vidste ikke, hvor godt det føltes at hævne, før jeg så min pil slå ind i hans mave – den gik så dybt, at kun styrefjerene kunne ses.«
Targutai kunne se beundring i Tagis ansigt og ærgrede sig over, at han selv startede samtalen. »Du vil fortryde bitterligt!« sagde han hårdt.
»Jeg vil aldrig fortryde!« udbrød Temujin inderligt. »Kan jeg gøre det om, vil jeg afskyde den pil igen og igen!«
»Tænker du ikke på konsekvenserne?«
»Truslen om et merkid-angreb burde få vores folk til at holde sammen, så vi bliver stærke. I stedet for som det er nu – hvor alle klaner er splittet i uenighed og strid. Vi burde samle os og hævne Ambagai. Vi burde samle os og hævne Yesugai Ba’atur!« sagde Temujin med inderlighed og vrede i stemmen.
»Men det er ikke sådan!« råbte Targutai vredt. »Vore klaner holder ikke sammen, og bliver vi angrebet af merkid, kan det ende med vores udslettelse. Dét kan blive resultatet, fordi du slap buestrengen!«
»Selv efter det du lige har sagt, vil jeg igen slippe buestrengen. Jeg var som en vild hest, der bliver angrebet af bremser, som en tordensky, der ikke kan holde på regnen, som floden, der ikke kan standse sin strøm!«