Han åbner munden for at protestere, men får ikke en lyd frem, og målløs ser han betjenten støtte hænderne mod bilens tag for at få et bedre sigte.
Nu går der panik i alle de nysgerrige. En tyk mand, der tror at han befinder sig lige i skudlinjen, styrter blindt af sted for at komme væk, en truck med blå fiskekasser svinger i det samme om hjørnet ved fiskehallen. Betjenten tager sigte mens den intetanende truckfører får øje på den tykke mand. Han drejer hurtigt trucken for at undgå at køre ind i ham og når i farten ikke at se pigen i kørestolen. Betjenten skyder, trucken med fiskekasser rammer kørestolen. Pigen har løsnet bremsen for at slippe væk fra det fiskelignende dyr, der nu ramt af skuddet pludselig falder forover, mens hun selv forsvinder i en eksplosion af blå fiskekasser. Tegneblokken flagrer op i luften som en stor hvid måge, og hun kan ikke standse kørestolen der har fået et hårdt skub ud mod bassinkanten.
Dyret bliver liggende, kroppen sitrer, og en blank tåge glider ud af dens smalle næsebor og samler sig til en flimren som af små farvestrålende partikler, endnu til lyden fra de blå skramlende fiskekasser. Kørestolens forreste små hjul rammer molekanten, og den standser ligesom tøvende, hældende forover i luften mens pigen fastspændt og uden en lyd skrækslagent klamrer sig til hjulene, men så får den overbalance, falder og rammer vandet inden hun når at give en lyd fra sig. Tore springer hen til rælingen agter. Så tænker han ikke mere, men springer over bord for at redde pigen, men endnu inden han rammer vandfladen ser han i brøkdelen af et sekund den gnistrende tåge der også er på vej ned i vandet hvor luftboblerne som kogende vand bryder overfladen fra pigen og den synkende kørestol.
Der bliver pludselig helt stille oppe på kajen. Alt er foregået i løbet af ganske få sekunder. Fiskekasserne ligger endelig stille, trucken er standset, motoren brummer svagt, og folk bliver stående uden rigtig at forstå hvad der er sket.
Betjenten lader hånden med pistolen falde ned langs siden. Det er første gang han har skudt på nogen, og nu ved han ikke engang hvad det er han har skudt.
Der er ved at gå panik i Tore, den samme angst for at drukne som han oplevede for kun nogle timer siden. Der er omkring syv meter vand på dette sted, han kan ikke klare det. Vandet er kvælende mørkt omkring ham, og han ved at det også er møgbeskidt, men pludselig aner han en lysende, formløs masse foran sig, glitrende og flimrende som et lysende spøgelse der hele tiden ændrer form. Han husker det lysende skær der kom ud af dyret og gled ned i vandet. Det er det! Langsomt kommer det nærmere imod ham, og pludselig sparker han vild af angst for at komme op, et sekund følger lysflimmeret efter ham, men forsvinder så i stedet nedad. Han hører skruestøj i vandet, en skrattende hul lyd. Han ser op og aner bunden af en jolle.
Febrilsk famler hun efter spændet på selen. Vandet er eksploderet i bobler omkring hende. Vandfladen over hende ligesom koger, men så forsvinder den opad mens hun langsomt synker. Sidder spændet i den anden side? Hun kan ikke finde det. Nej, højre side, der plejer det at være. Panisk river hun i det. Det giver et blødt bump i kørestolen. Nu står hun på bunden, men kørestolen glider langsomt om på siden, og hun mærker den slimede, mudrede bund mod sit ansigt, noget bevæger sig og glider væk fra hendes kind. Hun kan ikke finde spændet! Det trykker for ørerne, og hun kan ikke se noget omkring sig. Mor og far, skriger hun lydløst. Hun kan ikke komme fri. Overfladen er så langt væk over hende nu, kun et ganske svagt grønt skær igennem det ophvirvlede mudder. Og nu er hun nødt til at trække vejret i vandet, hun kan ikke holde det mere, og hun gør det og hoster smertefuldt det beskidte havnevand ned i sine lunger og ved at hun skal dø. Allerede nu koger vandet af blanke, farveskinnende, lysende bobler. Det ligner nærmest en engel foran hende, så smuk… så ser hun ikke mere.